Rejsebetingelser for Udflugter og Rejser – Eurodan Turizm Ltd.

1. Rejsedeltagerens ansvar

• Rejsedeltageren er forpligtet til at møde rettidigt op ved alle aftalte opsamlings- og afgangssteder. Ved udeblivelse eller for sent fremmøde ydes ingen form for godtgørelse.
• Rejsedeltageren skal følge alle anvisninger fra chauffør og/eller rejseleder samt sikre, at bagage og personlige ejendele er korrekt placeret og opbevaret.
• Rejsedeltageren hæfter for enhver skade, der opstår som følge af manglende efterlevelse af chaufførens eller rejselederens anvisninger. Ved væsentlige overtrædelser kan rejsedeltageren bortvises fra rejsen, og hjemrejse sker i så fald for egen regning.
• Eurodan Turizm kan ikke holdes ansvarlig for bortvisning fra hoteller eller andre faciliteter som følge af overtrædelse af lokale regler og reglementer

2. Aflysning og ændringer

Aflysning og ændringer foretaget af Eurodan Turizm

• Eurodan Turizm forbeholder sig retten til at aflyse eller ændre en rejse, hvis deltagerantallet er utilstrækkeligt. Ved aflysning refunderes det fulde indbetalte beløb.
• Rejsedeltagere vil blive underrettet om aflysning senest 14 dage før afrejse, medmindre aflysningen skyldes uforudsigelige og pludseligt opståede forhold.
• Eurodan Turizm kan foretage nødvendige ændringer i rejseplanen, herunder ruteomlægning, ændring af overnatningssteder eller flytning til et andet hotel af tilsvarende standard. Klager over forskelle i værelsesstandard anerkendes ikke.
• Opsamlings- og hjemkomsttider er vejledende og berettiger ikke til prisreduktion ved forsinkelser eller ændringer.
• Ved for få tilmeldinger fra et opsamlingssted kan Eurodan Turizm tilbyde et alternativt opsamlingssted. Eventuelle udgifter til offentlig transport hertil afholdes af rejsedeltageren.

3. Afbestilling foretaget af rejsedeltageren

• Fra bestilling og indtil 60 dage før afrejse: Depositum er tabt.
• Fra 45 dage før afrejse og frem til afrejsedagen: Hele rejsens pris er tabt.
• Ved flyrejser gælder: Fra 90 dage før afrejse er hele rejsens pris tabt.
• Ved udeblivelse eller for sent fremmøde beregnes den fulde pris for rejsen, og der ydes ingen godtgørelse.
• Hvis rejsedeltageren ikke kan tiltræde eller fuldføre rejsen på grund af manglende rejsedokumenter – herunder gyldigt pas, nødvendige visa, vaccinationsattester eller andre påkrævede dokumenter – anses dette som udeblivelse, og hele rejsens pris er tabt.
• Udebliver rejsedeltageren fra planlagte transporter eller undlader at udnytte bestilte ydelser, kan der ikke kræves refusion for de uudnyttede dele af rejsen.

4. Reklamationer

• Eventuelle reklamationer skal straks fremsættes til rejselederen eller til Eurodan Turizm kontor, som vil forsøge at afhjælpe forholdet.
• Hvis problemet ikke løses tilfredsstillende, skal reklamationen fremsendes skriftligt eller telefonisk til Eurodan Turizm snarest muligt.
• Eventuelle søgsmål mod Eurodan Turizm behandles efter tyrkisk ret, og værneting er Retten i Alanya.

5. Tilmelding og betaling

• Tilmelding kan ske via Eurodan Turizms hjemmeside, e-mail, telefonisk eller ved personligt fremmøde på kontoret i Tosmur.
• Tilmeldingen er først bindende, når rejsedeltageren har modtaget en skriftlig ordrebekræftelse.
• Da der kan være begrænset antal pladser, anbefales tidlig tilmelding. Ordrebekræftelse fremsendes efter modtagelse af tilmeldingen.
• Betaling:
o Depositum skal være betalt senest 5 dage efter modtagelse af ordrebekræftelsen.
o Restbeløbet skal være indbetalt senest 60 dage før rejsens afvikling, medmindre anden skriftlig aftale foreligger.

6. Forsikringsforhold

• Det er rejsedeltagerens eget ansvar at tegne nødvendige forsikringer, herunder rejse-, afbestillings- og ulykkesforsikring.
• Eurodan Turizm påtager sig intet ansvar for sygdom, skader, tab eller andre hændelser, der ikke er dækket af rejsedeltagerens egne forsikringer.

7. Mobilitet og særlige hensyn

• Alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne under hele rejsen. Eurodan Turizms personale kan ikke forventes at yde personlig hjælp, herunder assistance ved på- og afstigning, håndtering af bagage eller anden fysisk støtte.
• Eventuelle behov for specialkost, herunder glutenfri kost, diabetikerkost eller vegetariske måltider, skal oplyses ved bestilling af rejsen.
• Eurodan Turizm videreformidler ønsker om specialkost til relevante samarbejdspartnere, men kan ikke garantere, at hoteller, restauranter eller andre spisesteder kan imødekomme disse ønsker fuldt ud.

8. Særligt for flyrejser

Korrekte navneoplysninger

• Det er afgørende, at alle passagerers for-, mellem- og efternavne på flybilletter stemmer fuldstændigt overens med navnet, som det fremgår af passet. • Det er kundens ansvar at kontrollere, at alle navne er korrekt stavet og anført på rejsebeviset. Eventuelle fejl skal rettes inden betaling af depositum. • Alle omkostninger forbundet med ændringer, herunder udstedelse af nye flybilletter som følge af fejlagtige navneoplysninger, afholdes af kunden. • Alle tider anført på flybilletter og i rejseplaner er lokale tider