Alanya under corona

Nyt fra EURODAN TURIZM

Vi har nu passeret 2. advent og Julen nærmer sig. Verden kæmper som aldrig før med alt for høje smittetal på Corona-fronten. En kombination af pandemi-træthed, lidt for lemfældig omgang med de udstukne retningslinier og restriktioner samt en øget smitte i stort set alle lande,gør situationen mere kritisk.

Vi står dog i indgangen til et storstilet vaccineprogram og det er lidt af ugens emne denne gang. Kan vi nu regne med at Covid 19 uddør ..? Kan vi få vores såkaldte gamle liv tilbage og dermed rejse og gøre hvad vi før i tiden opfattede som  selvfølgelighed …?

Kan vi virkelig håbe på et sådan mirakel …?


Vi ville gerne bare skrive ja til det hele, men sandheden er at ingen helt ved hvordan forløbet kommer til at se ud nøjagtigt. Bedre bliver tingene ikke når vi på nettet kan få en del falske informationer, som bliver plantet af mennesker som af den ene eller anden grund finder det rigtigt at placere sådanne oplysninger, som kan forvirre begreberne ud over al rimelighed og langt fra facts. Den sidste tid har det endda været muligt at købe en effektiv vaccine der fuldt ud kan gøre folk i alle situationer immune overfor Corona på nettet. Ganske nemt - man svinger blot dankortet som i enhver anden e-handel og skal så blot afvente at vaccinen ankommer til din adresse. Nemt og bekvemt.

Selvfølgelig er det snyd og bedrag. Det er så sørgeligt at nogle skrupelløse personer forsøger at tilegne sig ussel mammon på den konto.

Men vaccinerne er på vej. Englænderne er i fuld gang med at vaccinere den engelske befolkning og alle følger med spænding forløbet. Også russerne er i fuld gang med masse-vaccinering af den russiske befolkning. Mange diskutioner går nu på, hvorvidt der er bivirkninger ved de forskellige vacciner. Som udgangspunkt er der altid bivirkninger ved alle vacciner. Så langt så godt. Hvilke bivirkninger kan vi så forvente af de nye vacciner. Udgangspunktet er altid det at en vaccine skal have en langt højere virkning i positiv retning end evt. bivirkninger har ved brug af samme.

Det er også grunden til at det er forholdsvis en lang affære at få godkendt en ny vaccine. Heldigvis har studierne indtil nu vist at der er tale om små og forholdsvise uskadelige bivirkninger, når vi taler om vaccinerne fra Pfizer/BionTec og Moderna.

Bioselskaberne har løbende indrapporteret de mange forskellige test ved alle 3 stadier og har af samme grund dermed også gjort godkendelsestiden kortere. Men alle kan være sikre på at man ikke fra hverken de amerikanske eller europæiske myndigheder går på kompromis med sikkerheden i den forestående godkendelse procedure.

Og hvordan vil en sådan masse-vaccinering så foregå..? Danmark vil få tildelt et antal portioner i det EU-regi vi er en del af og når man kender det antal vil man fra myndighedernes side beslutte hvem der skal vaccineres først. Vaccineringen er en 2-trins raket hvor man 21 dage efter den første vaccine er foretaget, får dosis nummer 2 og så skulle man være sikret 7 dage efter sidste stik. Man satser på at hele 95% af de vaccinerede bliver sikret - dog kun 94% for vore ældre over 65 år. En ganske høj dækning, når der er tale om vacciner. F.eks. kan de normale infuenzavacciner vi hvert år får, kun mobilisere mellem 60 og 70%
dækning. Man regner med at man skal op på at vaccinere mellem 55 og 60% af befolkningen før man kan tale om flok-immunitet, så der er ganske lang vej derop.


Bemærk datoen den 10. december 2020. Her vil de amerikanske myndigheder sansynligvis godkende Pfizer/BionTech og Moderna’s vacciner og umiddelbart herefter kan vaccineringen af den amerikanske befolkning påbegyndes. EMA - Det Europæiske Medicin Agentur - behandler og forhåbentligt godkender de to vaccinekandidater den 29. dec. 2020 og sker godkendelsen går der ganske få dage herefter før vaccineringen af europærerne - herunder danskerne - kan tage sin
begyndelse.

Alle disse positive undertoner sker i en tid hvor Covid 19 buldrer frem med en hidtil uset styrke over hele verden og med nye
strenge restriktioner som følge heraf.


Og hvordan er situationen så i Alanya lige nu …? Her trådte de nye restriktioner i kraft i den forgangne week-end og det står helt klart at ikke alle har fattet budskabet. Altså det med at blive derhjemme. Mange mente at restriktionerne åbnede mulighed for at tage op i bjergene eller på besøg i en anden by, men restriktionerne siger klart at man simpelthen har udgangsforbud og jo før det bliver respekteret og overholdt, jo før kommer der mere styr på pandemien. Alle ved det er meget svært at ændre den tyrkiske kultur hvor det med at opholde sig ude i det fri og i det offentlige rum er en stor del af det tyrkiske DNA.
Så skulle vi også opleve et jordskælv i Alanya området.

Et skælv på ikke mindre end 5,2 på Richer-skalaen. Det skete 5. december kl. 15,45 lokal tid og fandt sted i havet 43 kilometer udfor Gazipasa i en dybde af 78 kilometer. Det var et jordskælv der foregik i den såkaldte afrikanske plade, som dykker under den anatolske plade, som er placeret i en dybde på 30 kilometer. Det er også grunden til at der ikke blev forårsaget nogen større skader. Jordskælv der opstår i denne region er generelt dybe jordskælv og derfor ikke særlig farlige i området. Det
betyder at bygninger med en god kvalitet og i god teknisk stand ikke påvirkes af den type jordskælv, uanset størrelse.
Ellers går vinteren sin stille gang i Alanya. Lidt gråt, lidt trist. Lidt regn. Lidt sol. Ja, sådan lidt af det hele nøjagtigt som det plejer at være.

Bemærk at Tyrkiet er begyndt at offentliggøre smittetallene som i den øvrige verden, og ikke kun oplyse om de handlingskrævende tilfælde af Covid 19.

Sidste nye status på Corona. Tyrkiet har 828.295 registrerede smittede, mens 14.900 er meldt døde. Alene 1.342 den seneste uge. På verdensplan er der 67.440.864 smittede og 1.541.660 døde.
HUSK: Hold afstand, høj håndhygiejne og sprit som aldrig før.

Vi vender tilbage næste uge.
Gitte og Anders

EURODAN TURIZM