Corona- 1 årsdagen

ALANYA UNDER CORONA 

Fødselsdage, jubilæum og andre mærkedage er noget vi med glæde husker tilbage på og gemmer i hjertes skatkammer, men der er også noget der bestemt ikke egner sig til at blive gemt eller husket. Ja, det er en slags fødselsdag. Måske endda et jubilæum eller en mærkedag. 

Vi taler om 1 års dagen for Covid 19 og det er som om hele livet har handlet om Corona, dødsfald, forbud mod det ene og forbud mod det andet. Ansigtsmasker, håndsprit i litervis. Ingen kram, ingen håndtryk og noget nær ingen social kontakt. Alt hvad vi normalt foretager os er blevet enten forbudt, begrænset eller indskrænket.

Mange gange tager jeg mig selv i at det er den nye verdensorden at sådan skal det se ud - sådan skal det foregå.

Ja, det er et år siden dette mareridt startede. Men vi skal være stærke. Vi skal være positive og vi skal tro på fremtiden.

På denne årsdag vælger vi her fra EURODAN at lave en slags status. I egne rækker har vi hver dag mødt op på vores hjemmebase i Tosmur og efter bedste evne - og de muligheder der har været til stede - forsøgt at finde en slags hverdag i det forløbne år. Det er forkert at sige det har været let. Der har været mange nedture og knap så mange opture. Vi i EURODAN har altid haft et godt og sammentømret team, men denne pandemi har om muligt gjort dette sammenhold endnu stærkere.

Vi tror på en fremtid som ligner det vi kender fra før Covid 19. Vi tror på vi igen kan tilbyde vore mange kunder samme service og udflugtstilbud som før og vi tror på et gensyn der ikke er så langt ud i fremtiden som det har været.

Verden har virkelig blødt. Utrolig mange ofre er blevet indkasseret. Vi nærmer os det astronomiske tal på 120 millioner mennesker der i det forløbne år har været smittet af Corona og mere end 2,6 millioner mennesker der er døde af sygdommen på verdensplan. Men, men, men ….! Der er også positive undertoner igang her et år efter pandemiens start.

Langt de fleste steder i verden er smitten heldigvis faldende. Om det så er et udtryk for at menneskeheden har forstået budskabet og dermed passer bedre på sig selv og hverandre eller om det måske er de udrullede vacciner der begynder at give en mærkbar effekt, skal jeg ikke kloge mig på, men mon ikke det er en kombination af de ting vi oplever.

Om vaccinerne skal hedde Sputnik fra Rusland eller Coronavac fra Kina, Moderna og Pfizer/BionTech fra USA, Astra Zeneca fra England eller de mange nye vacciner der er på vej - er i bund og grund fuldstændig ligegyldigt, når blot hele verdenssamfundet på den ene eller anden måde med den ene eller anden vaccine bliver vaccineret. Først når hele verden er blevet sikret kan vi effektivt åbne op for de forskellige landegrænser og genoptage vores rejseaktiviteter.

Lur mig om ikke vi mennesker så har lært at sætte den rigtige pris på vores kommende frihed og i dyb respekt tænke på at ikke alting kan opfattes som en selvfølge.

Vi hos EURODAN glæder os ihvertfald rigtig meget til igen at byde vore kunder og gæster velkommen “hjem” til Alanya. Om det så bliver i maj, juni eller juli måned, kan vi af indlysende årsager ikke vide, men vi ved at en meget stor del af den vestlige verden er færdigvaccineret i perioden op til juli 2021. Også i Afrika er der kommet gang i vaccineringen gennem det internationale vaccineprogram COVAX som skal sikre en milliard doser til verdens fattigste lande. Et samarbejde Danmark også har spyttet 50 millioner i kassen til. Idag kunne der læses at USA for første gang i de sidste 3 måneder er kommet under 1000 Corona-relaterede dødsfald om dagen. Vi kunne også lade os berette at Kina stort set har åbnet deres samfund med et vågent øje på enhver form for begyndende smitte. England er på nedadgående trend sammen med rigtig mange andre lande på verdensplan. I vores egen andegård er smitten aldeles stabilt - selv efter åbningen for de mange små skolebørn og yderligere åbninger er langsomt på vej.

Vore butikker - ihvertfald langt de fleste - har fået lov til at åbne med fornuftige restriktioner og mange af vore store udbudsbutikker på mere end 5000 m2 har nu også fra næste uge fået mere fornuftige betingelser at agere efter. Dødsfaldene i Danmark er markant for nedadgående, så der er al mulig grund til at være optimistisk.

Jeg er på ingen måde hverken forsker eller ekspert på virusser, men ser man historisk på hvordan diverse virusser og epidemier har opført sig gennem tiderne, er der ingen fortilfælde for at en pandemi vil blive i samfundet over tid. Alle er ophørt af sig selv og hvorfor skulle det så ikke også gælde for Covid 19.

Ja, bevares, jeg ved godt at vi - og specielt os ældre - hvert år skal vaccineres mod influenza og skulle udfaldet så blive at vi også hvert år eller hvert 2. år skal genvaccineres mod Covid 19 eller grene heraf, ja, så er det vel også en både spiselig og betalelig pris for den frihed det måtte give til gengæld.

Men ingen ved det endnu. Vi savner flere oplysninger om varigheden af vaccinen og hvorvidt den kan udryddes total eller ej. Mon ikke det næste år vil give os alle de svar. Lad os på årsdagen alligevel ønske tillykke med alle de fantastiske tiltag verden trods alt har været i stand til at kunne levere. Stor tak til vore internationale forskere for det utrættelige arbejde de har leveret op til denne årsdag.

Denne uge blev det så ikke til så meget omkring tilstanden i Alanya, men mere en slags staus for situationen et år efter første udbrud på Corona.

ALANYA under CORONA

Siden sidst har Tyrkiets smittetal ændret sig til 2.793.632 smittede og 29.094 døde. På verdensplan er tallene 117.395.870 smittede og 2.605.193 døde af Corona.