En tur på marked i Alanya
Siden vi startede med at komme i Tyrkiet for mange år siden, har vi haft en tradition med at starte opholdet med en tur på et de mange markeder i Alanya.
En tur på marked i Alanya er en oplevelse i sig selv, som alle bør unde sig når de besøger Alanya.
Uanset hvornår på året vi ankommer til Alanya, plejer vi at ankomme til et køleskab der trænger til at blive fyldt op. Derfor er det nærliggende at tage en tur på marked, her er vi særlig glade for at tage forbi tirsdagsmarkedet ved fiskehallerne. Her kan indkøb af frugt og grønt, nemlig kombineres med en tur hos en af slagterne i fiskehallen.
Der er altid noget særligt ved at komme på marked og få stimuleret alle sanserne. Udvalget af frugt og grønt svinger fra gang til gang, alt efter hvad der er på sæson. Og selvom vi ofte har en liste med når vi skal ud at handle, bliver vi ofte fristet til at købe lidt ekstra. Kan man andet, når udvalget er så indbydende og betydeligt mere friskt end vi er vant til i Danmark. Der findes ikke noget bedre end at dufte og nyde synet af årstidens frugter og grøntsager, der kan købes til billige penge.
Ønsker du at komme på marked i Alanya, er der marked stort set alle dage. Markederne er typisk en kombination af frugt- og grøntmarked samt tekstilmarked.
Markedsdage i Alanya
Mandag: OBA
Tirsdag: Alanya ved fiskehallerne og Mahmutlar
Onsdag: Kestel, Konakli og Avsallar
Torsdag: Tosmur
Fredag: Alanya (35 meter vejen) og Gasipaza
Lørdag: Cikcilli og Mahmutlar Centrum